Hvornår skal du bruge maskinoversættelse?

FØLG OS PÅ LINKEDIN

Maskinoversættelse er en oversættelse, hvor en tekst bliver oversat ved hjælp af en professionel oversættelsessoftware. Maskinoversættelse bliver ofte brugt, når der skal oversættes store mængder indhold på kort tid. For at opnå det bedste resultat kan oversættelsessoftwaren trænes med din virksomheds fagspecifikke terminologi. Jo mere terminologi man kan fodre softwaren med, jo nemmere er det at sørge for, at slutresultatet er tilpasset dine behov.
En maskinoversættelse kan være en meget hurtig måde at få oversat en tekst på, da der i princippet ikke kræves nogen form for menneskelig involvering. Men du skal være opmærksom på, at der er mange ting, oversættelsessoftwaren ikke kan tage højde for, såsom den sammenhæng, som teksten indgår i, sproglige nuancer og kulturelle aspekter. Derfor kan det være nødvendigt med en efterredigering af den maskinoversatte tekst foretaget af en oversætter.

Forfatter: Laura Wangsgaard Jürgensen, Sales and Marketing Coodinator

HVILKE REDIGERINGSMULIGHEDER ER DER?

LET EFTERREDIGERING

Når en maskinoversat tekst bliver let redigeret, gennemgår en oversætter teksten for indholdsmæssige fejl. Oversætteren sikrer, at betydningen af teksten er den samme i både den originale og i den maskinoversatte tekst. Oversætteren kigger her ikke på stilistiske rettelser, hvilket muligvis kan medføre, at teksten visse steder kan forekomme en anelse mekanisk.

FULD EFTERREDIGERING

En fuld redigering er en komplet efterredigering. Oversætteren gennemgår teksten indholdsmæssigt, grammatisk og stilistisk for at sikre et naturligt flow i teksten. Oversætteren sørger også for, at den rigtige terminologi anvendes. Ved at benytte fuld efterredigering af maskinoversættelsen opnår man den højeste kvalitet.

OVERVEJER DU MASKINOVERSÆTTELSE?

Maskinoversættelse er et nyttigt redskab, som helt sikkert er kommet for at blive. Men det er vigtigt, at det bliver brugt på de rigtige typer oversættelsesopgaver. Hvis du overvejer at bruge maskinoversættelse, bør du overveje disse punkter først:

HVAD ER TIDSHORISONTEN OG MÆNGDEN?

Én fordel ved maskinoversættelse er, at store mængder af tekst kan oversættes relativt hurtigt. Men det er vigtigt at huske, at hvis teksten skal efterredigeres, tager det længere tid, før den endelige tekst er klar. Beslutningen bør derfor ikke baseres alene på mængde og tid. Tekstens formål og sværhedsgrad er mindst lige så vigtige faktorer at tage højde for.

HVAD ER FORMÅLET MED DEN OVERSATTE TEKST?

Det er vigtigt at overveje, hvad tekstens formål er. Formålet med teksten kan hjælpe dig med at afklare dine behov i forhold til oversættelsen. Hvem skal læse den oversatte tekst? Er det en tekst, som blot skal viderebringe en forståelse af originalteksten? Har teksten en kort levetid? Skal den oversatte tekst gengive originalteksten meget nøjagtigt? Jo mere nøjagtig teksten skal være, i jo højere grad er der behov for efterredigering.

HVAD ER SVÆRHEDSGRADEN?

Sværhedsgraden af teksten har også betydning for, om maskinoversættelse er oplagt at bruge. Hvis din tekst indeholder lange og kringlede sætninger eller mange specifikke termer, kan der ofte være brug for efterredigering, hvilket vil forlænge oversættelsesprocessen. Jo mere enkel teksten er, jo nemmere er det for softwaren at oversætte teksten.

 

Dette er vigtige faktorer, når det handler om maskinoversættelse. Endnu en ting, du bør overveje, er kvaliteten af den oversatte tekst. En maskinoversat tekst uden efterredigering vil med den teknologi, der er til rådighed på nuværende tidspunkt, ikke have samme høje kvalitet, som en oversættelse foretaget af en oversætter. Derfor vil det ofte være nødvendigt med en efterredigering af den oversatte tekst.

FÅ OVERBLIKKET: HVORNÅR BURDE DU OVERVEJE MASKINOVERSÆTTELSE?

Det er en rigtig god idé at tale med dit oversættelsesbureau, hvis du overvejer maskinoversættelse. De kan rådgive dig, om din tekst med fordel kan maskinoversættes, om der er behov for efterredigering, og de kan hjælpe med at afklare spørgsmål om sprogkombinationer, kvalitet osv., så du er sikker på at få den ydelse, du har brug for.

HVORNÅR KAN MASKINOVERSÆTTELSE MED FORDEL ANVENDES?

  • Hvis der er tale om meget standardiserede tekster.
  • Hvis tiden er knap, og en maskinoversættelse er hurtigere end en almindelig oversættelse. Dette afhænger typisk af, i hvor høj grad teksten skal redigeres efterfølgende.
  • Hvis teksten skal oversættes til eller fra engelsk.